Van Aert kritiserer Sagan for manglende samarbejde

Professionelt cykelløb

Belgiske Wout van Aert mener, at Flandern Rundt sluttede for hans vedkommende efter Paterberg, da de øvrige ryttere i den jagtende gruppe ikke ville deltage i forfølgelsen af den senere vinder, Alberto Bettiol.

Den belgiske Jumbo-Visma-rytter, der har fået en tredjeplads i Strade Bianche, en sjetteplads i Milano-San Remo og en tredjeplads i E3 BinckBank Classic i denne sæson var blandt favoritterne til weekendens Flandern Rundt, men det blev kun til en 14. plads i den belgiske rundtur, da italienske Bettiol i stedet fik skabt et hul, som han holdt til stregen.

Van Aert sluttede i en 16 mand stor forfølgergruppe, som ikke fik et ordentligt samarbejde op at køre, før det var for sent.

– Jeg var ikke stærk nok. Jeg led meget og kunne ikke levere mere, end jeg gjorde. Jeg var på grænsen, da vi besteg Oude Kwaremont sidste gang, og så kom Paterberg. Derefter var løbet kørt for mit vedkommende, fortalte van Aert efterfølgende ifølge cycklingnews.com.

Forfølgergruppen bestod af stærke navne som Sagan, Asgreen, Kristoff og Valverde, og belgieren forklarer, at de mange kaptajner i samme gruppe var en hovedårsag til at det ikke lykkedes at få hentet Bettiol, efter han stak af på Oude Kwaremont:

– Det er svært at få et samarbejde op at køre i sådan en gruppe. Hvis man giver sig for meget i forfølgelsen, kører de andre bare fra dig i finalen, så alle holder lidt igen, forklarer van Aert.

Ifølge Wielerflits var der dog en rytter, van Aert alligevel havde forventet mere af i gruppen:

– Der er altid rytter, som er klar på at tage del i forfølgelsen, men så er der også ryttere som Sagan, der bare sidder med, og sommetider accelerer eksplosivt, hvilket dræber tempoet efterfølgende, fortæller van Aert.

Ligesom alle andre i forfølgergruppen roste den 24-årige rytter vinderen af løbet, Bettiol for modet og den flotte kørsel, som førte til hans første sejr i karrieren:

– Han udnyttede sin mulighed. Da han kørte, vidste alle, at det var et sats. Men han tog chancen og viste at det kan betale sig.

Van Aert og de øvrige klassikerryttere vil nu se frem til weekendens Paris-Roubaix, hvor han sluttede som nummer 13 sidste sæson.