Deulofeu: Manchester City får kamp til stregen

Manchester City logo

Watfords målhelt, Gerard Deulofou, forsikrer, at Manchester City ikke kommer til at få noget foræret, når de to hold mødes i FA Cup-finalen næste måned.

Den 25-årige offensivspiller var en nøglespiller, da Watford slog Wolverhampton efter et vildt comeback søndag aften.

Wolverhampton kom foran på mål af Matt Doherty og Raul Jimenez, men med godt 10 minutter tilbage af den ordinære spilletid startede Watford deres fantastiske comeback. Deulofeu sendte en smuk reducering i mål, hvorefter Troy Deeney udlignede på straffespark i overtiden.

I den forlængede spilletid var spanske Deulofeu igen på spil og sendte bolden i mål til 3-2 i det 104. minut. Tre mål på 11 minutter, og så blev det Watford der kan se frem til finalekampen mod favoritterne fra Manchester City den 18. maj.

Den tidligere Barcelona-angriber startede ude, men kom ind i det 66. minut, hvorefter det store show kunne begynde. Han nåede dog også at udgå med en ankelskade med otte minutter tilbage af den forlængede spilletid.

Manchester City jagter en quadruple, da de stadig er med i kapløbet om fire trofæer – heriblandt altså FA Cuppen, som de nu er storfavoritter til at hjemtage. Men Deulofeu og kompagni lægger sig ikke uden kamp, fortæller han ifølge Breakingnews.ie:

– De er storfavoritter, men vi ved, hvad der skal til. Det bliver en svær kamp, men vi vil kæmpe til det sidste for at vinde titlen. En finale er altid speciel o alt kan ske, fortæller han.

Spanierens første mål mod Wolverhampton var et fantastisk lob, som blev rost til skyerne efter slutfløjtet. Deulofeu er da også ganske glad for sin og holdets indsats søndag aften:

– Det var en fantastisk aften. Da jeg kom ind, gik vi mere offensivt til værks og fik scoret ret hurtigt. Følelsen på holdet var, at vi kunne vende det, og i overtiden følte jeg, at vi ville vinde, forklarer Deulofeu.

Ifølge Watfords træner, Jave Garcia, var Deulofeu sur og skuffet over ikke at starte inde, og den 25-årige angriber medgav da også efterfølgende, at han gerne havde startet kampen:

– Han (Garcia) ved at jeg er skuffet. Jeg er sur, fordi jeg har startet hele sæsonen, men nogle gange tager manageren en beslutning, og så må man jo bare komme ind og vise, at det var en fejl, fortæller angriberen.

Watford er nu i deres første FA Cup finale siden 1984 og Deulofeu ser frem til at spille den afgørende kamp:

– Målet er nok det vigtigste jeg har lavet i min karriere. Jeg glæder mig til at spille finalen. Det tager lidt tid af vænne sig til tingene i en ny liga, når man kommer fra hold som Barcelona og AC Milan, men det er noget jeg arbejder på, og så håber jeg da, at det er nok til at starte inde i finalen, fortæller han.

Finalen spilles den 18. maj. Manchester City har vundet turneringen fem gange, mens Watford skal spille for deres første FA Cup-titel nogensinde.