Andrea Pirlo vandt et hav af titler som aktiv, og indtager i dag en rolle som ekspert hos Sky Sports. Med 10 runder tilbage af Serie A føler han sig overbevist om, at top fire ikke vil ændre sig.
Napoli, Inter og AC Milan indtager pladserne efter Juventus i Serie A med 10 spillerunder tilbage, og 39-årige Pirlo forventer ingen ændringer i den rækkefølge:
– Lazio gør det godt for tiden, men jeg tror, det ender som det ser ud i dag, fortæller den tidligere italienske landsholdsspiller til Gazzetta dello Sport.
– Napoli er for stærke til at slippe deres placering. Inter burde have leveret bedre, men er faldet i niveau og har været ramt af en del skader, så jeg tror ikke de kommer til at indhente Natpoli, forklarer han.
Juventus ligger nummer 1 med 75 point og har kun tabt en enkelt kamp i denne sæson. Nærmeste forfølger er Napoli med 60 point, hvorefter Inter kommer ind på tredjepladsen med 53 point. AC Milan har 51 point efter 28 spillerunder. Udenfor top fire er det Roma, Lazio og Atalanta, som er de nærmeste forfølgere. De har henholdsvis 47, 45 og 45 point. Trods den tætte topstrid, hvis man ser bort fra kampen om førstepladsen, er Pirlo overbevist om, at top fire forbliver den samme, når den sidste kamp i sæsonen er færdigspillet:
– Roma har været lidt skuffende i år. Efter deres semifinaleplads i Champions League i sidste sæson var forventningerne store, og det har de ikke kunnet leve op til, forklarer han.
Samtidig er Pirlo blevet positivt overrasket over Gennaro Gattusos arbejde i AC Milan:
– Jeg havde forventet en mere defensiv organisation under Gattuso, men i stedet har han gjort det underholdende at se deres kampe. Han er kommet ud over det lidt beskidte image, han havde som spiller, og det viser jo, at trænere ikke nødvendigvis praktiserer det samme, som de gjorde som aktive, fortæller Pirlo.
Derudover tror den tidligere verdensstjerne på en italiensk Champions League-titel for første gang siden Inter hjemtog titlen i 2010:
– Juventus har elimineret holdet, der skal være vært for finalen, og så er Real Madrid blevet slået ud, så jeg tror på, at dette kan være Juves år i Champions League, fortæller han.
Andrea Pirlo nåede selv at vinde det italienske mesterskab seks gange, og vandt desuden Champions League to gange med AC Milan.