Efter Manchester Citys overbevisende 2-0-sejr over bysbørnene fra United, var Pep Guardiola hurtigt ude og mane til besindighed i forhold til at krone sig selv som engelske mestre.
Manchester Citys spillere skal holde begge ben solidt plantet på jorden efter derbysejren over Manchester United. Det var et af hovedbudskaberne fra Guardiola, da han udtalte sig til medierne efter titelaspiranternes vigtige udebanesejr:
– Vi er ikke mestre endnu. Der mangler tre kampe, og jeg har sagt til spillerne, at de ikke skal følge med i, hvad medierne skriver i morgen. De skal hvile og så skal vi være klar igen på søndag mod Burnley. Vi ved, hvor svært det kan være at spille der, så det er vigtigt, at forblive rolige i denne afgørende tid, fortalte City-træneren ifølge BBC Sports.
Bernardo Silva og Leroy Sane signerede målene på Old Trafford onsdag aften og sikrede dermed, at City passerede Liverpool i tabellens top.
Manchester City har nu 89 point efter 35 kampe i Premier League, mens Liverpool blot er et enkelt point efter på andenpladsen. I den seneste sæson nåede City 100 point og havde et forspring på hele 19 point til Manchester United på andenpladsen. Hvis de sidste tre kampe vindes kan Guardiola hente sin anden Premier League-titel og nå op på 98 point. For at opnå dette, kræves sejre over Burnley, Leicester og Brighton i de kommende uger.
Ligakonkurrenten fra Liverpool skal møde Huddersfield, Newcastle og Wolverhampton. De kæmper for at vinde deres første mesterskab siden 1990.
– Begge mandskaber fortjener at vinde titlen, og jeg mener ikke, at det tabende hold kan fortryde noget, når vi ser tilbage på sæsonen, for begge hold har givet alt, sagde Guardiola efter derby-sejren.
City har vundet 11 kampe i træk, og jagter klubbens sjette mesterskab.
– Vi nåede 100 point sidste sæson, og det er jo det Liverpool er oppe imod. Det de har gjort, er fantastisk, men det hele er i vores hænder. Vi har spillet sådan her i seks måneder uden pause, og jeg må bare tage hatten af for spillerne, sagde spanieren ifølge BBC Sports.
Klubben har allerede vundet dette års Carabao Cup og møder Watford i FA Cup finalen den 18. maj, så the treble er indenfor rækkevidde for Guardiola og co. som altså kan tage første skridt på lørdag, mod Burnley.