Gary Neville: Liverpool skal gribe chancen

Premier League-eksperten, Gary Neville, mener at Liverpools chance for at vinde mesterskabet skal udnyttes i år, hvor holdet præsterer bedre end længe.

Manchester City reducerede Liverpools forspring til fire point i topbraget mellem storklubberne torsdag aften, hvor de blåblusede snuppede en flot 2-1 sejr på Etihad Stadium. Gary Neville, der i dag er ekspertkommentator for Sky Sports analyserede efterfølgende topholdenes chancer for at vinde ligaen.

– Det er to fantastiske hold at se på. De er helt og aldeles fremragende. Begge mandskaber er under et stort pres af forskellige årsager. En klub som Liverpool har en stor historie, og de kan ikke gå 25, 26, 27 år uden at vinde. Det lægger et vist pres på dem, og i år har de en god chance for at tage førstepladsen, sagde Neville i Sky Sports studiet.

Liverpool havde sin storhedstid i 1970’erne og 1980’erne, hvor holdet hjemtog mange pokaler både nationalt og internationalt. Klubben er således den mest vindende engelske klub i Champions League med deres fem sejre. Deres seneste mesterskab blev vundet i 1990 med legendariske Kevin Dalglish som træner. Nu indtager Liverpool igen en ledende position i Premier League med 54 point efter 21 kampe, og derfor skal de gribe muligheden for at hjemtage pokalen, mener Neville.

– Det er ikke en ”nu eller aldrig”-situation, for Liverpool vil altid være blandt topholdene, men man ved ikke hvornår de får så god en chance igen. Man ved ikke, om Chelsea eller Manchester United bliver markant bedre næste sæson. Liverpool har momentum lige nu, og de må gøre alt for at udnytte det, sagde Neville blandt andet i studiet.

Liverpool er ikke sluttet i top 3 i Premier League siden 2014, hvor det blev til sølv. Dengang var det netop Manchester City, der tog guldet. Nu venter en hård topstrid i foråret, hvor der resterer 17 runder i den bedste engelske række.

– Pep Guardiola er kommet til England for at dominere. Når man kiggede på ham under kampen, kunne man se, at han udstrålede, at han forventede, at holdet viste, at de ville vinde titlen igen. Han er her for at kreere et dynasti, og det lægger et stort pres på holdet. Vi kommer til at se et fedt titelrace mellem de to klubber i denne sæson, forklarede Gary Neville i Sky Sports studiet.

Både Liverpool og Manchester City skal møde Wolverhampton i næste Premier League runde. Liverpool den 7. januar, mens Manchester City møder dem ugen efter grundet forskellige pokalkampe.