Mandag aften forsvandt et privatfly sporløst på vej over Den Engelske Kanal. Flyet var på vej fra Nantes til Cardiff og havde blandt andet Premier League-klubbens rekordindkøb, Emiliano Sala, ombord.
Den 28-årige argentiner skrev i weekenden under på kontrakten med Cardiff City FC, men var efterfølgende taget tilbage til sin franske bopæl for at pakke og gøre klar til at rykke til Wales. Turen tilbage til Cardiff er nu omgærdet af mystik, eftersom Sala ikke kunne møde op til sin første træning i sin nye klub tirsdag morgen.
Cardiffs bestyrelsesformand, Mehmet Dalman er selvsagt ganske nervøs for, hvad der er sket med flyet og klubbens nylige investering.
– Vi er meget bekymrede efter nyheden om, at det lille fly har mistet kontakten til omverdenen på vej over Kanalen i nat. Nu afventer vi information fra myndighederne, før vi kan sige mere, men vi er meget bekymrede for Emiliano Salas velbefindende, siger Dalman til The Mirror.
Sala har spillet i fransk fodbold hele karrieren, og de sidste fire år har budt på Ligue 1-fodbold i Nantes, hvor han har scoret 42 mål i 117 førsteholdskampe. Den seneste sæson bød på imponerende 12 mål i 19 kampe for den argentinske angriber. Det var netop effektiviteten, der vakte interessen fra Cardiff, der sikrede sig hans underskrift med en tre og et halvt år lang kontrakt for 125 millioner kroner.
Sala og hans målnæse var udset en sikker plads i angrebet og en mulig debut mod storklubben Arsenal ventede næste weekend. Cardiff ligger placeret som nummer 18 i Premier League og har blot scoret 12 mål i 19 kampe i denne sæson.
En eftersøgning blev igangsat mandag aften, men havde ifølge The Mirror, dårlige forhold. Kystvagten oplyste mandag aften, at der ikke var spor efter flyet, mens to helikoptere blev sendt afsted for at hjælpe.
Politiet i Guernsey tweetede tirsdag morgen at eftersøgningen fortsat er i fuld gang, men at man fortsat ikke har fundet spor af flyet.
– Vi søger fortsat efter flyet PA 45 Malibu. Stadig intet spor fundet, lød det på Twitter.
Det oplyses desuden, at der kun var to personer om bord.