Brasiliansk stjerne: Vi vil have mere!

Håndspiller bagved mål på håndboldbane - Modelfoto

Brasiliens herrelandshold har for første gang nogensinde kvalificeret sig til mellemrunden ved et håndbold-VM, og holdets højre back, José Toledo, er stadig sulten efter resultater.

– Det er kæmpestort, at vi der videre til mellemrunden, men vi vil have mere! Vores arbejde er slet ikke slut, fortalte Toledo i et interview med Handball-Planet.com kort efter holdets sidste gruppespilskamp, der bød på en 35-26 sejr over Korea.

Brasilien har i det hele taget imponeret ved slutrunden, hvor det er blevet til tre sejre og to nederlag, hvilket rakte til en tredjeplads i gruppespillet. Udover sejren over Korea har sydamerikanerne slået Rusland og Serbien, mens Tyskland og Frankrig har vist sig som deres overmænd.

25-årige Toledo, der til dagligt spiller i polske Wisla Plock, håber på flere gode resultater i mellemrunden.

– Vi skal holde fokus og forsøge at forbedre de små ting i vores spil. Vi skal tage en kamp ad gangen, og så må vi se, hvad der sker, siger Toledo.

Indtil i år, var Brasiliens bedste placering en 13. plads ved VM i 2013 i Spanien. Nu venter en mellemrunde, hvor modstanderne bliver Spanien, Island og Kroatien. Tre stærke mandskaber, der ofte markerer sig blandt verdens stærkeste håndboldnationer. Toledo håber dog at kunne drille stjernerne.

– Vi må se, hvad der sker, men hvis vi spiller vores eget spil og fortsætter med at tro på det, kan vi tage point fra alle. Vi går på banen for at vinde alle kampe og kommer ikke til at lægge os ned på noget tidspunkt.

Gruppe A var på forhånd spået som en af de hårdeste grupper at nå videre fra, da Tyskland er på hjemmebane, mens Frankrig er forsvarende verdensmestre. Samtidig er Rusland og Serbien traditionelt gode håndboldnationer, så det har givet brasilianerne stor selvtillid at nå videre, fortæller Toledo.

– Jeg synes, det her var den sværeste gruppe af alle. Men vi klarede den, og det giver os tro på os selv. Nu må vi se, hvad vi kan gøre i mellemrunden.

Brasilien skal op imod Kroatien den 20. januar, Spanien den 21. januar og Island den 23. januar. De har 0 point med videre fra gruppespillet, så de indleder mellemrunden på en sjetteplads, mens Kroatien som det eneste hold i Gruppe 1 får fire point med sig i mellemrunden og dermed topper gruppen på forhånd.