Balotelli forklarer vild Instagram-jubelscene

Balotelli instagram

Et mål i en kamp mellem Marseille og Saint-Etienne i den franske liga er normalt ikke noget, der får den stor opmærksomhed i udlandet, men Mario Balotellis scoring og efterfølgende Instagram-jubelscene har fået hele verden til at spærre øjnene op.

28-årige Mario Balotelli har haft en omtumlet karriere og har altid været garant for at skabe opmærksomhed om sig selv på sociale medier. I weekendens opgør mellem Marseille og Saint-Etienne slog italieneren til igen, da han scorede og efterfølgende livestreamede sin jubel med holdkammeraterne til Instagram.

Målet faldt efter 12 minutters spil, da angriberen sendte et flot saksespark i mål til 1-0 til Marseille. Spillerne løb efterfølgende ud og jublede, og her stod Balotelli pludselig med en telefon og filmede. Noget han fortæller var planlagt inden kampen:

– Ligegyldigt hvad jeg gør, er det noget, der går verden rundt, så jeg besluttede at lave det lille stunt op til kampen, fortæller han til Canal Football Club.

Angriberen har lavet fire mål i seks kampe for Marseille i denne sæson, og med den sædvanlige selvtillidsfulde tilgang til tingene havde han givet en kommunikationsmedarbejder nøje instrukser om, hvad der skulle ske, hvis han fik sendt kuglen i kassen:

– Jeg gav min telefon til en af klubbens kommunikationsmedarbejdere og sagde, at han skulle stille sig bag målet, fordi jeg ville lave en Instragram-story, når jeg scorede. Og nu kan I jo se, hvad der sker –  det går viralt, forklarer Balotelli til Canal Football Club.

For nogle år siden leverede Romas legende, Francesco Totti et lignende stunt, da han tog en selfie sammen med supporterne efter en scoring i Serie A, men nu har SuperMario, som angriberen kaldes, altså taget brugen af moderne teknologi og sociale medier et step videre med sin livestreaming af jubelscenen.

Balotelli har været kendt som et kæmpe talent, men har også ofte været i mediernes søgelys af forkerte grunde. Han har blandt andet optrådt for store klubber som Manchester City, AC Milan, Liverpool og Inter og kom til Marseille fra Nice i januar i år.

Olympique Marseille og Saint-Etienne kæmper en tæt kamp om fjerdepladsen i Ligue 1 og sejren bringer Balotellis hold et enkelt point foran Saint-Etienne på femtepladsen.